lørdag den 14. april 2012

Kyllingelasagne med hvidløgsflûtes

Så blev det lørdag og lidt bedre tid til at lave mad.
Da vi lavede ravioli tidligere på måneden delvist af grov pasta, så talte vi om, at den grove pasta måske ville passe til lasagne. I dag skulle det så være. Kyllingelasagne med kyllingebryst. Da vi først var i gang, så lavede vi en gang hvidløgssmør og kom i nogle "ready to bake" flûtes fra supermarkedet.

Pastaen:
50 g. rugmel
150 g. hvedemel
2 spsk olie
2 æg
2 knsp salt

Blandes til en dej, der står og hviler og rulles ud til tynde plader på en pastamaskine. Vi rullede ud til den indstilling der hos os hedder 6 (ud af 9).

Lasagnen:
350 g. kyllingebryst i tynde skiver (ca. ½ cm)
150 g. løg - hakket
2 fed hvidløg - fint hakket
4 gulerødder - groft revne
1 ds./brik hakkede tomater
1 lille ds. tomatkoncentrat eller hvad der svarer til (bruger tit fra tube)
2 dl. vand
bouillonterning
1 tsk oregano
salt og peber (1-2 tsk salt og ½ tsk peber)
lidt olie til stegning
Ostesovs, mornay sauce, hjemmelavet bechamel eller lignende.

Gør kylling og grøntsager klar. Steg kyllingen i en gryde i lidt olie. Tilsæt løg og hvidløg, og svit kort. Tilsæt tomat, koncentrat, vand, oregano og gulerødder. Lad simre i 20 min og smag til med salt og peber.


Fordel kødsovsen, ostesovsen og pladerne skiftevis i et firkantet ovnfast fad. Slut af med pasta der dækkes med ostesovs.


Sæt i ovnen i 45 min ved 175 g.


Lav noget hvidløgssmør (smør, hvidløg, persille og lidt salt, blandes i en morter). Skær nogle snit i brødene og kom blandingen i snittene.


Kom brødene ind til lasagnen de sidste 5-10 min.



Server.

Guldkage med mintchokolade

Så blev endnu et år passeret og der skulle bages til arbejdet. Som barn husker jeg min mor bagte guldlagkage (også kaldet guldkage). Dengang med fyld af jordbærmarmelade og flødeskum.

Jeg havde ikke lige noget jordbærmarmelade stående, så valgte at lave den med fyld af flødeskum og iblandet mintchokolade og lidt ekstra mørk chokolade. Uhmm det smagte godt.

Jeg har to næsten identiske opskrifter på kagen. En gammel håndskrevet version og så en version fra de kogebøger der hedder "Bo Bedre - mad fra A-Z" Denne version er den fra den gamle håndskrevne version. Opskriften fra bogen havde fyld af 2 dl. piskefløde og 1 tsk pulverkaffe.

Bundene:
70 g. margarine
70 g. melis (sukker)
4 æggeblommer
110 g. mel
1 tsk. bagepulver
2-3 spsk mælk

Marengs:
4 æggehvider
165 g. melis (sukker)

Fyld:
1/4 l. piskefløde
mintchokolade efter smag

Margarinen gøres blød og piskes godt med sukkeret. Æggeblommerne tilsættes en af gangen. Mel og bagepulver blandes og kommes i lidt af gangen skiftevis med mælken.

Fordel dejen i to lagkageforme eller springforme.

Pisk æggehviderne meget stive og bland med sukkeret. Sprøjtes over bundene i små toppe.


Bag i ovnen ved 150 g i 25-30 min til marengsen er hård.

Pisk flødeskummen og kom hakket chokolade med mintsmag i. Fordel masen over den ene bagte bund, og læg den anden bund over.

Server.


Ja, jeg glemte helt at tage billeder undervejs. Men bundene havde overlevet transporten næste morgen til mit arbejde, og jeg lagde så først kagen sammen 1 times tid før brug.

tirsdag den 3. april 2012

Stegte auberginer

Har man været i Grækenland så har man sikkert stiftet bekendtskab med fried eggplant. Dernede får man dem ofte meget sprøde, da de har været i frituregryden.

Man kan sagtens lave sin egen version og det i en lidt mere fedtfattig udgave.
1 aubergine
1 æg
mel gerne groft
salt og peber
olie

Skær en aubergine i skiver på ca. ½-1 cm. Vend skiverne i æg, og derefter i melet, der er krydret med salt og peber.

Kom på en middelvarm pande med en del olie. (Sydpå bruger de ofte olivenolie, men jeg synes lige så godt om de mere smagsneutrale olier) Vend dem jævnligt, så de ikke bliver for mørke.

Når de er helt bløde i midten, og skorpen er sprød og gylden, så tages de af panden, og lægges på en tallerken med køkkenrulle/fedtsugende papir.


Server som her, som tilbehør til kød, eller server som en ret med fx græsk salat til. Er også gode i en burger.

Ravioli med skinke/ostefyld og paprikasauce med bacon.

Så skulle den nye pastamaskines ravioliform prøves. Vi lavede et par slags pasta. Alle efter denne grundopskrift:

Pasta:
200 g. mel
2 æg
2 spsk. olie (smagsneutral)
2 knsp. salt
Den ene portion blev lavet med pastamel tipo 00, en portion med alm. mel og en portion med 1/4 rugmel og resten hvedemel.

Samlet lavede vi pasta af 300 g mel og 3 æg.

Fyldet til pastaen havde jeg fundet et forslag til hos Vibekes kogebog.

Jeg lavede halv portion af skinkefyldet:

150 g. skinke i strimler
50 g. revet ost.
1 tsk. oregano (tørret)
3 tsk. mælk (for at gøre det lidt mere flydende)

Alle ingredienserne kommes i en minihakker og blendes til en fast masse. (Farven på billedet er dårlig, men den er skinkefarvet)

Pastaen rulles ud til indstilling 6 på pastamaskinen. Fyldet kommes på og det køres igennem ravioliformen der fulgte med maskinen.

Det lykkedes fint, og pastaen blev fyldt sådan rimeligt, men men men, når man bruger en ravioliform til pastamaskinen, så skal fyldet nok være i en lidt mere flydende konsistens. Men ellers fin smag og fyldet blev i raviolierne.

Drys med hvedemel så de ikke klistrer sammen.


Kog i ca. 5-6 min. (Den grove skulle have lidt mere)


Saucen til, blev en paprikasauce med bacon, creme fraiche og lidt tomat.

150 g. bacon
2 løg i små tern
1 tsk. merian.
1 spsk mel.
1 tsk rosen paprika
1½-2 dl. bouillon
1½ dl. minimælk
1½ tsk delikatesse paprika
2 tsk. tomatkoncentrat.
salt
peber
1 dl. cheasy fraiche

Snit baconen i strimler, hak løget groft. Svits bacon i en gryde og tilsæt hakket løg.


Lad løgene blive klare. Tilsæt merian og drys melet ud over og rør. Tilsæt rosenpaprika og rør rundt. Tilsæt bouillon og mælk, samt paprika. Lad det koge. Smag til med salt og peber og evt. mere paprika. Når det har kogt tilsættes cheasy fraiche - pas på det ikke koger for meget, så det ikke risikerer at "skille" da det er et "magert" creme fraiche produkt.

Hæld saucen hen over pastaen.


Server.

Erfaringen vi gjorde os var, at rugmelet i pastaen ikke var optimalt til ravioli. Til lasagne tror jeg det vil fungerer godt.

søndag den 1. april 2012

Gratinerede cannelloni med fyld af kødsauce

Efter vi havde vores første forsøg med hjemmelavet pasta, så har vi talt om, om vi også skulle købe en pastamaskine.

En del tid er gået rundt på nettet, dels for at finde ud af hvad man kan få, hvor man kan få det henne, og nå ja, om der er nogle erfaringer med det.

Mange steder herhjemme er det Jamie Olivers pastamaskine man kan få, men det vi læste om den gjorde, at vi ledte efter noget andet. Vi fandt et rigtig godt tilbud på nettet inkl. en ekstradel til ravioli. Pakken fik vi torsdag, så det oplagte var, at nu skulle maskinen testes med en gang pasta.

Og hvad skulle det så blive til. Det havde jeg hurtigt en ide til. Cannelloni af hjemmelavet pasta med et fyld af en kødsauce. Og med en hjemmelavet bechamelsauce til. Opskriften var jeg blevet inspireret til i en gammel kogebog fra Bilka/Føtex der hedder 100 kylling/pasta opskrifter. Men ændrede lidt i opskriften undervejs, så det blev til min verion.

3-400 g. hjemmelavet pasta (friske lasagne plader kan også bruges)
2 dl cheasy fraiche, creme fraiche 9 eller 18% (jeg er selv tilhænger af de lette versioner)
100 g revet ost

Kødsauce
500 g. hk. kalve eller oksekød ikke for fedt
1 stort løg
1 ds. tomatkoncentrat (3-4 spsk. fra tube)
1 dl. mælk
1 dl. rødvin
bouillonterning
1 tsk. oregano
salt og peber

Bechamelsauce
2 spsk. margarine
4 spsk. hvedemel
5 dl. mælk
salt
hvid peber
løgpulver
en håndfuld ost.

Lav en portion pasta og rul ud til plader. Skær til i passende størrelser.

Løget hakkes fint. Kød og løg steges i lidt olie eller margarine. Krydr med salt, peber, oregano og tomatkoncentrat. Tilsæt vin, mælk og bouillonterning. Lad det koge i 15-30 min. til en ikke alt for våd sauce.

Imens smeltes margarinen i en kasserolle og melet røres i. Skru ned, og lad det trække et par minutter. Rør rundt for at undgå at det brænder på. Tilsæt mælk, salt og peber mens der røres. Smag til med løgpulver, og ost. Lad simre i 10-15 min.

Fordel kødsauce og creme fraiche på lasagnepladerne, og rul dem sammen. Læg rullerne tæt i et smurt ovnfast fad. Hæld bechamelsaucen over, og drys med reven ost. Gratiner i ovnen i ca. 30 min. v. 165 g.




Server.

søndag den 25. marts 2012

Pipfugl på dåse ala frøken Andersen

Urene blev stillet frem i nat, så nu er det sommertid. Temperaturen var godt nok ikke helt sommerlig, men forår det var det. Grillen blev fundet frem fra vinterhiet, og så skulle der laves kylling. Tilbehøret blev kartofler med lidt grøntsager lavet på grillen og noget tzatziki. Uhm rigtig forårsagtigt.


Pipfugl på dåse som det så fint hed da det kom frem, var kylling med en halv dåseøl som fyld. Nu kan man få forskellige stativer til at lave det på, som den jeg har lavet det på.

Havde ikke det store øllager, men fandt en cider som kunne bruges i holderen, sammen med krydderurter fra haven og lidt tørre krydderier, til at give smag og saft til kyllingen.

Pipfugl på dåse ala frøken Andersen
1 fersk kylling
1-1½ dl cider (øl eller cola kan også bruges)
persille
purløg
løg
salt
peber
chili

Rens kyllingen og krydr med salt og peber. Sæt kylllingen på stativet, eller over en øl/sodavandsdåse, ca. halvt fyldt med væde, og masser af krydderier/krydderurter.

Sæt på grillen i ca. 1 time, til kødsaften er klar.

Tzatziki
½ liter yogurt
1/4-1/2 agurk
1 fed hvidløg
salt
hvid peber
(chili)

For en sigte med kaffefiltre eller et rent klæde. Hæld alm. yogurt i, og lad det dræne indtil det er en fast masse, der slipper kaffefiltrene. Tilsæt et fed knust hvidløg og lad stå, så smagen af hvidløg fordeler sig. Skær agurkerne i kvarte tynde skiver eller riv dem groft på et rivejern. Drys med lidt salt og lad det bitre trække ud. Når de har trukket i ½-1 time presses overskydende væde ud, og de kommes i yogurten. Smag til med salt, peber og evt. chili. Jo længere tid det trækker, jo mere smag giver hvidløget.

Kartofler skæres i mundrette stykker, peberfrugt skæres i små stykker og løg skæres i mundrette stykker. Vendes med lidt olie, krydr med salt, peber og herbes de provence og kom på grillen i en aluminiumsform der kan tåle varmen i ca. 35-40 min.

Server kyllingen med kartoffelblandingen og tzatziki.

lørdag den 24. marts 2012

Tortilla med chorizo

Har talt lidt med kæresten om, at vi skulle prøve at lave tortilla - altså en slags spansk æggekage med kartofler. Har ikke kastet mig ud i det før, så har kigget rundt omkring på nettet for inspiration. For at få samlet det hele i måltidet, så skulle der noget kød i. Valget faldt på chorizo - krydret spansk pølse.

Da jeg kiggede efter inspiration, var der desværre mange af opkrifterne, hvor panden skulle i ovnen. Det var jeg ikke ude efter, jeg ville lave en version der kun skulle laves på panden.

Inspireret af forskellige opskrifter på nettet kom jeg frem til denne udgave.

Tortilla med chorizo

160 g chorizo
600 g kartofler
1 stort løg
7 æg
4 spsk mælk
salt og peber
olivenolie

Skær chorizo i skiver på ca. ½ cm i tykkelsen. Skær kartoflerne i tern på ca. 1*1 cm. Skær løget i tilsvarende tern.

Steg chorizoen på panden i lidt olie til den har fået lidt skorpe på begge sider. Hæld overskydende fedt fra i en kop eller lignende, så du kan bruge af det, hvis du får hældt for meget fra.

Bland løg og kartofler i, og steg videre til løget begynder at blive klart. Krydr med salt og peber. Skru ned for varmen og steg videre under låg til kartoflerne er møre og har fået lidt farve (ca. 15 min).

Imens piskes æggene med mælk, salt og peber.

Når kartoflerne er møre hældes æggemassen over kartofler, løg og chorizo. Lad det stege videre i ca. 15 min. under låg, til æggemassen er stivnet.


Vendes ved hjælp af et låg/stænklåg eller andet der er fladt uden høje kanter.

Steg videre i 5 til 10 min. til den er færdig.


Server.


Min erfaring fra dette første forsøg er at der var lidt for mange kartofler i i forhold til æg. De var dækket, og massen kunne vendes, men ved servering, manglede lidt fasthed.