Viser opslag med etiketten kylling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kylling. Vis alle opslag

mandag den 15. august 2016

Tarteletter med høns i asparges

Efter det gode sommervejr er kommet tilbage, så blev det til at der skulle grilles nogle kyllinger på roterende spyd. De bliver rigtig gode. Det var dog et par store kyllinger, så der plejer at være kød til overs. Det var der også denne dag. Havde lavet 2 kyllinger på hver 1600 g.


Så hvad kan resterne bruges til, ja en af tingene er fyld til tarteletter. Det er noget min mor lavede da hun levede, og min svigermor serverer også tarteletter til forret, så det er jo en hel klassiker.


I den klassiske udgave, så laver man en opbagt sovs. Men jeg synes at kunne huske at min mor begyndte at jævne sin sovs i stedet.


Så her er som jeg lavede det:
8-10 store luksus tarteletter (de var færdigkøbte)


Fyld:
Kyllingerester her svarende til en stor kyllingebrystfilet. Plukket fra benene eller skåret i mindre stykker.
det meste af en dåse aspargessnitter
1 dl. minimælk
bouillonterning eller flydende bouillon
1 dl. aspargesvand
1-2 spsk. mel
½ dl. mælk (eller fløde hvis du vil have en lidt federe smag)
salt og peber


Kom minimælk og bouillonterning i en gryde og bring i kog. Ryst en jævning af aspargesvand og mel og tilsæt. Lad det koge lidt, så melsmagen forsvinder. Smag til med salt og peber.


Kom kyllingeresterne og så mange asparges i som du ønsker. Lad det hele simre, til kylling og asparges er varme og saucen er tyknet. Hvis du synes saucen bliver for tyk, så tilsæt det ekstra mælk eller fløden.


Server i de varmede tarteletter.

lørdag den 13. august 2016

Flirtende kyllingefrikadeller

Så er det vidst mere end på tide jeg er aktiv igen. Der er sket meget på de sidste to år, det største at jeg er blevet mor.

Dette er lidt stop madspild, da der var billigt hakket kyllingekød pga datoen. Så blev der lavet frikadeller i massevis. To slags.

Disse er inspireret af opskriften på flirtende frikadeller som blandt andet var i en opskriftbog som jeg mener danske slagterier eller svineproducenter udgav med opskrifter med svinekød. De hed noget med 15 nemme, 15 lette osv.

Dette er min version med kyllingekød ala hvad jeg har af ingredienser:

500 g hk. Kyllingekød
8 spsk rasp, udblødt i samme mængde mælk
Frisk oregano (1lille håndfuld blade)
2 æg
1 løg
Ca. 1/2 tsk peber
2 tsk salt
2 tsk spidskommen
1/2 tsk chili
30 g gouda
2 fed hvidløg

Kom kødet i en skål. Opblød raspen og kom i, og rør rundt med det samme. Blend løg, hvidløg, oregano og krydderier med æggene. Brug en stavblender. Sådan undgås store stykker løg, men kan også bare hakkes fint. Tilsæt ægge-/krydderiblandingen og osten og rør rundt. Til du har en fars der er jævn.


Varm en pande og form frikadeller som steges ved jævn varme til de er færdige. (Slipper gaflen uden noget hænger ved)


Server med salat og flûtes. Tomatsalat, pitabrød og tzatziki eller hvad man nu har lyst til. De kan fint fryses.

fredag den 6. juni 2014

Kylling og broccoli i karrysovs

Har lånt en kogebog der hedder "Hey - hvad skal vi spise" af Julie Hey. Der er mange opskrifter som jeg har markeret som spændende. Har prøvet et par stykker. I dag var det en opskrift som i bogen hedder Broccoli i karrysovs. Her er den som jeg lavede den.

2 personer:
200 g inderfilet
200 g pasta
1/2 broccoli
1 1/2-2 dl creme fine 7 % eller anden mager flødevariant/-erstatning
1 skalotteløg
1/2 fed hvidløg
Lidt oliemargarine
1-2 spsk karry afhængigt af styrke
1-2 dl vand/ bouillon
Salt og peber
Lidt frisk chili rød
Lidt små tomater i både

Pil løg og hvidløg og hak dem fint. Rist på panden i fedtstoffet.



Skub løget til den ene side og kom kyllingen på panden og brun. Hæld vand på panden. Så det når ca. Halvt op af kyllingen og lad kyllingen simre i lagen i 5 min på hver side. Tag kyllingen op, men gem skyen/lagen på panden.
Kog pastaen i saltet vand - se på pakken for kogetid.

Skær den rensede broccoli i buketter og læg dem i et dørslag. Når pastaen er kogt hældes pasta og kogevand ned over broccolien. Del kyllingen i mindre stykker.

Kom fløde og karry ned til kyllingelagen og kog den ind. Smag til med salt og peber. Vend pasta, kyling og broccoli ned i sovsen.



Ved servering kan der tilføjes tomat i små både og chili. (Dette var ikke en del af den originale opskrift).





mandag den 26. maj 2014

Panerede kyllingelår med flødekartofler (Nigellas Kartoffelgratin)

Så blev det søndag, og jeg troede den skulle stå på sol og grill, men det var ikke den holdning vejrguderne havde.

Var ude at handle og der faldt jeg for nogle ferske kyllinge over- og underlår, så aftensmaden stod i kyllingens tegn.

Havde egentlig tænkt at jeg "bare" ville marinere kødstykkerne, men mens jeg sad og kiggede på forskellige opskrifter, så kom jeg til at tænke på en opskrift jeg prøvede for en del år siden. En opskrift fra Arla på stegte kyllingelår med pastasalat. Selve pastasalaten, eller rettere sagt dressingen husker jeg ikke som noget der faldt i min smag. Tilbehøret skulle altså være noget andet.

Vi havde nogle bagekartofler liggende, som skulle bruges. Så valget faldt på flødekartofler a la Nigella Lawson - som jeg husker at have set hende lave på DR. Opskriften lå også stadig derinde. Nigella Lawsons kartoffelgratin.

Lavede en smule om på opskrifterne, så her er som jeg lavede dem.

Panerede kyllingelår:
ca. 1 kg. blandede kyllingelår både over og under.
1 æg
1½-2 spsk sesamfrø
ca. 2 spsk rasp - var nok nærmere 2½
3 spsk revet parmesan
½ tsk mild paprika
½ tsk groft salt
godt med kværnet peber

Skyl og tør kyllingelårene.

Pisk ægget sammen på en flad tallerken.

Bland sesamfrø med rasp, ost, paprika, salt og peber.

Vend kyllingelårene i ægget og derefter i paneringen. Sørg for det er godt dækket.


Smør et ildfast fad, og læg kyllingelårene deri. Sæt i ovnen og bag i ovnen til de er gennembagte - kødsaften er klar (tror de fik omkring 45-50 min) på 175 g varmluft.




Imens det stod og hyggede sig i ovnen gjorde jeg klar til flødekartoflerne. Det jeg godt kan lide ved

Nigellas version er, at det meste af tilberedningstiden er i en gryde.

Flødekartofler:
1 kg bagekartofler eller andre melede kartofler
250 ml creme fine 7%
250 ml. mælk fx minimælk
 ½ løg - pillet
 1 fed hvidløg i skiver
salt og peber
 evt. lidt margarine
½-1 chili


Skræl kartoflerne og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver. Kom dem op i en stor gryde og kom fløde, mælk, salt og peber op til dem. Kom løget i kvarter i et tefilter sammen med hvidløg i skiver og chili skåret i passende størrelser. Grunden til jeg kom det hele i et te filter var for nemt at kunne fjerne det igen, når det havde kogt.



Bring det i kog og lad det simre i 30-40 min. til det er mørt. Smør et ildfast fad, og hæld blandingen op i. Fordel evt. nogle smør/margarineklatter ovenpå.


Kom i ovnen i 10-15 min ved høj varme - op til 240 grader - til den har fået lidt farve.

Tag den ud, og lad den hvile lidt inden den serveres.



Server med salat efter eget valg til.

    Velbekomme

mandag den 18. november 2013

Kyllinge-kødboller med spaghetti

Så er det vist på tide at få uploadet nogle af de opskrifter jeg har liggende. Denne manglede kun billeder.

Havde fået kødboller i ratatouille med pasta til på arbejde i denne uge.

Da jeg så faldt over noget meget billigt hakket kyllingekød var inspirationen nem at finde til hvad det skulle bruges til.

Kødboller med spaghetti - klassisk ret med et tvist - krydrede kyllingekødboller. Der var så et par ting jeg ikke havde helt som i opskriften, så der måtte inproviseres lidt. Men det er helt sikkert ikke sidste gang de skal laves.

Den opskrift jeg blev inspireret af: italian meatballs med spagetti. Den er funder på Rose Poultrys hjemmeside.

Ingredienser:
400 g. hakket kyllingekød
50 g lyst brød uden skorpe
ca. 3 -6 spsk. mælk
1 dl persille
1. tsk tørret rosmarin
25 g mozzarella (kan også være parmesan)
1 stk. æg, lille
1 tsk. salt
Olivenolie til stegning

Tomatsauce1 spsk. olivenolie
1 ds. hakkede tomater
1 spsk. tomatpuré
1 dl hvidvin
1 stk. rødløg, hakket
1 fed hvidløg, knust
1 tsk. basilikum
30-35 g pepperoni i skiver - (havde desværre ikke noget choziro)(har lavet det igen med chorizo - uhmm)
Salt og peber

400 g spagetti


Skær eller riv brødet i mindre stykker og hæld mælken over (3 spsk'er som i den oprindelige opskrift var slet ikke nok til at det alt sammen blev fugtigt). Pres efter et par minutter den overskydende mælk fra brødet og kom i en minihakker/blender og kør til puré med krydderurter, æg og ost. Bland det med det hakkede kyllingekød.

Gør hænderne godt våde, så farsen ikke hænger i. Form med de fugtede hænder, farsen til store kødboller og steg i olie i 8-10 min.





Skær pepperoni i mindre stykker og rist under omrøring på en stegepande tilsat olie. Efter 2-3 min tilsættes, tomatpure, rød og hvidløg, steg videre under omrøring i yderligere 3 min. Hæld hvidvin og hakkede tomat i og lad retten reducere ved svag varme i 8-10 min. Tilsæt kødbollerne, vend med basilikum og smag til med salt og peber.


Kog spagetti i rigeligt saltet vand, sigt og hold 1 dl af kogevandet tilbage. Vend spagetti i kogevandet og tomatsauce med kødboller.

Riv evt. frisk parmesan over retten inden servering. Server som det er eller med brød til.

søndag den 27. januar 2013

Kylling i paprikasauce/paprikakylling

Så blev det endnu engang tid til en tur tilbage til barndommens mad klassikere. Opskriften stammer fra en af de første karolinens køkken bøger, som blev husstandsomdelte. Opskriften hed som min overskrift kylling i paprikasauce. Opskriften kan nu findes på Arlas hjemmeside. I min barndom blev det ofte lavet ved at bruge de såkaldte "lørdagskyllinger" der allerede var parteret. Dengang lavede vi dem altid uden hvidløg, så retten kan sagtens laves uden hvidløg.

Den kan gøres grønnere ved at tilsætte fintsnittet peberfrugts, revne gulerødder eller andre grøntsager man mener måtte passe i smagen.

1 kylling 1100 g fersk eller optøet frossen
2 tsk delikatesse paprika
1 tsk groft salt
1 fed hvidløg
1 løg ca 50-60 g renset vægt - hakket
Margarine, olie eller smør til stegning
1/2 bouillonterning
2 1/2 dl vand
2 dl creme fraiche, cheasy fraiche eller lignende
1 spsk hvedemel

Del kyllingen i 4 stykker. Gnid med en blanding af paprika og salt. (Her kan det godt være man skal lave dobbelt portion). Brun kyllingen i en del af fedststoffet.


Tag kyllingen op og svits løg og hvidløg.


Kom kyllingestykkerne tilbage i gryden og kom bouillon ved.


Lad det simre ved lav varme til kyllingen er færdig ca 35 min, hvis kyllingen er tøet.

Efter ca 10 min satte jeg vand over til ris, men det afhænger af hvor længe de ris, du vælger skal have

Når kyllingen er færdig tages kødet op af gryden. Creme fraichen der er rørt med melet tilsættes. Saucen koges igennem og smages til med paprika, salt og peber.

Saucen hældes over kødet og retten serveres med ris og/eller flûtes.



En dejlig ret, som sagtens kan laves med børnene, da den er ret enkel.




Velbekomme

søndag den 11. november 2012

Hjemmelavede forårsruller

Vi har efterhånden fået mod på at prøve at lave lidt forskelligt, også ting, vi måske ikke havde forestillet os, at vi ville prøve.

Forårsruller er ikke noget vi spiser særlig tit. Tror kun jeg har fået det når jeg har været ude at spise de senere år. Men det smager jo faktisk godt, og vi havde læst lidt om det rundt omkring, og min kæreste havde set det blev lavet i morgentv, og så gik vi ellers i gang med at lede efter rispapir til at gøre forsøget.

Vi fandt en portion på 50 g. i Søstrene Grenes. Så vi slog til. Var så på miniferie i København, hvor turen gik forbi Metro, og der havde de en ordentlig portion, til fornuftig pris, så vi købte nogle flere.

Dem vi købte i Søstrene Grenes var ikke særlig store, så har man ikke prøvet det før, så var de ikke så nemme at arbejde med. De store var (ifølge min kæreste der rullede) meget nemmere at arbejde med.

Fandt lidt inspiration til fyldet hos food4mylife

Opskriften som jeg lavede den:
Rispapir
2 gulerødder
1½ peberfrugt
1 stort løg
1 fed hvidløg
1 skål salat
salt og peber

450 g hakket oksekød
2 tsk garam masala krydderi
lidt soja

Olie

Start med at snitte rense grøntsagerne. Herefter skæres de i forholdsvis små stykker.


Grøntsagerne lynsteges på en pande i olivenolie. Kommes op på en tallerken.



Kødet steges på en pande, med garam masala krydderi og sojasovsen. Tages fra varmen, og lægges på en tallerken (hvis der er meget væde i kødet, skal det stege/koge væk).

Fugt et viskestykke.


Kom kogende vand op i en tallerken eller et fad der er større end rispapiret. Dyp et stykke rispapir i vandet, læg det på det fugtige viskestykke, og kom fyld på mellem midten og toppen. Fold toppen ned over fyldet. Fold siderne ind, og rul derefter fra toppen mod bunden. (Hvis man lægger et nyt stykke rispapir i vandet, mens man folder en rulle, så går det lidt hurtigere)

Kom olie på en pande (så bunden er dækket). Steg forårsrullerne på panden på alle sider til de er brune og sprøde. Læg dem på en tallerken med køkkenrulle, så det overskydende fedt suges op.


Server med soja og/eller chilisauce.

Helt sikkert en ret vi skal prøve igen. Næste gang bliver nok med et andet fyld, fx hele stykker kød, der skæres i mindre stykker.





PS: inden jeg fik udgivet dette udlæg har vi prøvet det igen med forskelligt fyld. Senest et fyld som fungerede rigtig godt:
1 kyllingbrystfilet eller 250 g inderfilet
2-3 gulerødder
1-2 løg
1 tallerken med blandet grov salat (inkl. gulerødder og hvidkål) - Det meste af en færdig pose grov salat
2 tsk rød karrypasta (og ca. 1 spsk mælk eller fløde til at røre det ud i)
salt og peber
12-16 stykker rispapir

Steg kyllingen, og hak den i mindre stykker med en paletkniv eller grydeske. Tag den af varmen.

Kom løg og gulerødder - der er skåret i små strimler - på panden og steg ganske kort. Tilsæt den grove salat (kunne også være ren hvidkål, kinakål, spidskål eller andre rester). Steg indtil den begynder at falde sammen. Tilsæt den udrørte karrypasta, rør godt, og smag til med salt og peber.

Nedenfor er der taget billeder af hvordan man laver rullerne.









tirsdag den 12. juni 2012

Flirtende kyllingedeller

Opskriften kan jeg på ingen måde tage æren for. Den stammer faktisk fra et fremstød for svinekød, som slagterierne lavede på et tidspunkt. Jeg tror dog aldrig, jeg har lavet dem med svinekød, men jeg synes de er rigtig gode med kylling.

2 personer
200 g. hakket kyllingekød (maks 6%)
4 spsk. rasp (skulle være couscous, men havde ikke lige noget på lager)
½-3/4 tsk salt
1/4-1/2 tsk peber
1 lille løg
1 lille æg
1 knsp tørret chili
1 tsk spidskommen
1 fed hvidløg
frisk persille

(15 g feta - ca. 5 tern) - det er fra den oprindelige opskrift. Havde det ikke I denne gang)
Kom rasp eller couscous i 3/4 dl kogende vand og lad det stå i ca 5 minutter.
Rør kødet med salt, peber, finthakket løg og hvidløg (hak det fx i en minihakker), æg, chili og spidskommen. Vend 1-2 spsk. hakket persille,(feta) og rasp i farsen. Rør godt.
Hvis der er tid, så lad farsen hvile. De fleste frikadellefars' har godt af at hvile lidt inden brug.
Form frikadellerne i den ønskede størrelse. (Hvis man gør sine håndflader fugtige, så er de nemme at forme, med en glat overflade).
Brun på en pande i margarine, og steg færdig ved lidt lavere varme.
Server med brød og grøntsager - fx. en agurke-tomat salat. Eller server med nye danske kartofler.


Velbekomme

lørdag den 12. maj 2012

Kylling Gordon Bleu med asparges fra haven

Så er aspargesne begyndt at komme frem i haven. Og det er nogle kraftige planter, så det går stærkt. Inspireret af newyorkerbyheart der lavede kylling gordon bleu med asparges og div. andet, så tænkte jeg, at nogle af dem kunne bruges til at rulle ind i mine gordon bleu. Inspirationen var der fra newyorkerbyheart, men lavede den i en anden version. (ingen hvidløg eller hvidvin m.m.)

Her er min version af kylling gordon bleu med asparges
2 personer:
2 kyllingebryster uden ben og skind
6 asparges (grønne)
1 spsk sennep
1 spsk olie margarine
løgpulver
salt
peber
4 skiver røget filet (havde ikke mere skinke)
2 skiver emmentaler
Rasp krydret med løgpulver, salt, peber og parmesan

Læg kyllingen mellem to stykker folie. Bank dem godt flade med en kødhammer, eller i mangel af dette med en kagerulle.

Pensl den ene side med blandingen af sennep, margarine, løgpulver, salt og peber. Læg asparges på, læg ost og røget filet over. Rul sammen og luk med kødnåle, tråd eller tandstikkere.

Pensl ydersiden med sennepsblandingen, og vend i rasp, der er blandet med løgpulver, salt, peber og parmesan.

Sæt i ovnen ved 175 g. varmeluft i ca. 35-40 min. til kødsaften er klar.


Server med ønsket tilbehør. Vi fik hjemmelavet kartoffelrøsti og asparges svøbt i bacon til.(Men som I kan se af billedet fik jeg givet de baconsvøbte asparges for længe)

søndag den 22. april 2012

Kyllingemuffins - med og uden kylling

På flere madblogs findes en opskrift på kyllingemuffins (chicken muffins) i ca. den samme version. Kylling, gulerod, løg, hvidløg, chilisauce og ærter er hovedbestanddelene. De ser rigtig lækre ud, men jeg kunne godt tænke mig at lave nogle der ikke havde så meget kød i, så de kunne bruges som morgenmad, eftermiddagssnack eller lignende, når jeg som pendler har lidt travlt, eller har lyst til noget lækkert. Jeg kunne også læse, at ikke alle er vild med ærter, så dette første forsøg blev uden ærter med rød peberfrugt i stedet. Og ingen hvidløg, da jeg så ikke skal tænke over hvornår jeg spiser dem.

Halvdelen af "dejen" lavede jeg for at lave dem uden kød, med blendet hytteost (har ikke rigtig lavet så meget med hytteost, da jeg ikke er vild med de kugler det består af, så læste jeg om en der havde blendet det, og tænkte, det må jeg prøve).

Så mine to varianter så sådan ud.


Med kylling:
2½ spsk havregryn
2 gulerødder
75 g. rød peberfrugt i tern
1 løg
½ chili
2 æg
200 g. kyllinginderfilet

Med hytteost:
2½ spsk havregryn
2 gulerødder
75 g. rød peberfrugt i tern
1 løg
½ chili
2 æg
150-200 g. hytteost
salt og peber

Fremgangsmåde:
Blend havregrynene til groft mel i en minihakker
Hak løg i en minihakker
Hak kyllingen i en minihakker/blend hytteosten i en minihakker
Rør alle ingredienserne sammen i en skål.
Fordel 'dejen' i en muffinform.
Bag ved 175 grader varmluft i 30 min.

Mens de var i ovnen, syntes jeg ikke det duftede specielt godt. Tænker det var hytteosten, men da jeg smagte dem, der var begge typer rigtig gode.


 De øverste er med kylling, og de nederste er med hytteost


5 af hver er gemt i fryseren til mine tur frem og tilbage til København :-)

søndag den 25. marts 2012

Pipfugl på dåse ala frøken Andersen

Urene blev stillet frem i nat, så nu er det sommertid. Temperaturen var godt nok ikke helt sommerlig, men forår det var det. Grillen blev fundet frem fra vinterhiet, og så skulle der laves kylling. Tilbehøret blev kartofler med lidt grøntsager lavet på grillen og noget tzatziki. Uhm rigtig forårsagtigt.


Pipfugl på dåse som det så fint hed da det kom frem, var kylling med en halv dåseøl som fyld. Nu kan man få forskellige stativer til at lave det på, som den jeg har lavet det på.

Havde ikke det store øllager, men fandt en cider som kunne bruges i holderen, sammen med krydderurter fra haven og lidt tørre krydderier, til at give smag og saft til kyllingen.

Pipfugl på dåse ala frøken Andersen
1 fersk kylling
1-1½ dl cider (øl eller cola kan også bruges)
persille
purløg
løg
salt
peber
chili

Rens kyllingen og krydr med salt og peber. Sæt kylllingen på stativet, eller over en øl/sodavandsdåse, ca. halvt fyldt med væde, og masser af krydderier/krydderurter.

Sæt på grillen i ca. 1 time, til kødsaften er klar.

Tzatziki
½ liter yogurt
1/4-1/2 agurk
1 fed hvidløg
salt
hvid peber
(chili)

For en sigte med kaffefiltre eller et rent klæde. Hæld alm. yogurt i, og lad det dræne indtil det er en fast masse, der slipper kaffefiltrene. Tilsæt et fed knust hvidløg og lad stå, så smagen af hvidløg fordeler sig. Skær agurkerne i kvarte tynde skiver eller riv dem groft på et rivejern. Drys med lidt salt og lad det bitre trække ud. Når de har trukket i ½-1 time presses overskydende væde ud, og de kommes i yogurten. Smag til med salt, peber og evt. chili. Jo længere tid det trækker, jo mere smag giver hvidløget.

Kartofler skæres i mundrette stykker, peberfrugt skæres i små stykker og løg skæres i mundrette stykker. Vendes med lidt olie, krydr med salt, peber og herbes de provence og kom på grillen i en aluminiumsform der kan tåle varmen i ca. 35-40 min.

Server kyllingen med kartoffelblandingen og tzatziki.

mandag den 19. marts 2012

Kyllingeoverlår med pastasalat - nem aftensmad

Aftenens menu var besluttet allerede i går, hvor vi alligevel kogte pasta. Vi kogte en ekstra portion fuldkornspenne og gemte i køleskabet.

Så den stod på nem aftensmad i dag.

1 pakke kyllingeoverlår
1 rest kogt kold pasta
5-10 cherrytomater
½ agurk
iceberg
½ løg
2-3 gulerødder
1 peberfrugt

Dressing:
Syrnet fløde (creme fraiche 6% eller 9%)
1 fed hvidløg
groft salt
friskkværnet peber
kværnet chili

Kom kyllingen i et smurt ovnfast fad. Pensl kyllingen med olie og krydr med et grillkrydderi. Sæt i en 180 g varm ovn i ca. 1 time.

Imens kyllingen er i ovnen renses og snittes grøntsagerne i små stykker.

Dressingen røres af creme fraiche, med 1 fed knust hvidløg. Smag til med salt, peber og chili.

Bland grøntsager, salat og pasta, og vend dressingen i. Kan også serveres uden dressing, eller med en olieeddike dressing.


Server med kyllingen og evt. et godt brød.

Har man en rest kylling kan det blandes i salaten eventuelt sammen med bacon, så indeholder salaten alt man behøver til et måltid.


Nå ja, så var der også lige et nostalgitrip i går aftes. Som fynbo, så er jeg vokset op med, at når man fik en gammeldags isvaffel, så var det med guf og ikke med flødeskum. Når den billige is i pap skulle piftes op derhjemme, så lavede man selv guf. Dengang var det med friske æggehvider, der blev pisket og smagt til med sukker. Men det er tiderne ikke til mere. Havde nogle pasteuriserede æggehvider i køleskabet, så nostalgien måtte fejres. Hviderne blev pisket stive, og sukker blev pisket i lidt af gangen. 3 æggehvider og ca. 5-7 spsk sukker. Smager stadig godt til is, og er langt fra det kunstige "guf" man kan købe, der aldrig har set en æggehvide.