søndag den 17. februar 2013

svinekød i karry

Så blev det fredag og der skulle findes på noget at spise.

I fryseren havde jeg noget svinekød i tern. Så valget faldt på en omgang svinekød i karry. Serveret med ris.

Æble går rigtig godt i smagen med karry.

Opskriften er til 2 personer:
250 g. svinekød i tern
1 stor gulerod
1 stort løg
1 peberfrugt
1 madæble
1 fed hvidløg
1 spsk mel
1-2 spsk cheasy fraiche
ca. 4 dl. bouillon
3-4 tsk. karry
salt og peber

Drys 1-2 tsk. karry over kødet.

Svits kødet med karryen i en gryde.

Tag kødet op.

Kom evt. mere fedtstof i gryden. Tilsæt 2 tsk. karry og lad det svitse, inden løg, hvidløg og æble tilsættes. (begge dele enten revet eller hakket i en minihakker)

Kom kødet tilbage i gryden og drys med mel. Rør godt, så melet er helt opsuget. Tilsæt revet/finthakket gulerod og peberfrugt. Hæld bouillon ved til det dækker (ca. 4 dl)

Lad det simre til kødet er mørt, ca. 25-30 min. Saucen skulle nu være ret tyk i konsistensen, ellers kan den jævnes lidt mere. Smag til med salt, peber og evt. mere karry. Tilsæt cheasy fraichen for lidt syrlighed, og tjek om der skal smages mere til.

Server med ris.

Glasserede perleløg

Løg er godt som tilbehør til mange ting.

Havde fået købt nogle hele små løg, i størrelse med perleløg. Manglede noget tilbehør til en god bøf, og kom til at tænke på klassikeren perleløg.

Fandt en udgave, hvor man ikke bruger så meget karamel, men fortynder med vand. I takt med vandet fordampede, så blev løgene fint karamelliserede.

100 g. små hele løg/perleløg frosne
2 spsk. sukker
½ spsk. margarine
2 dl. vand
Salt

Smelt sukkeret på en pande. Når det begynder at blive gyldent, tilsættes margarinen (jeg brugte oliemargarine og det fungerede fint) Når det har bruset lidt af, så tilsættes vandet under omrøring.

Når man har en ensartet masse tilsættes perleløgene, og de koger med uden låg, indtil vandet er fordampet. Rør ofte i løgene.

Når væden er fordampet er nogle fine glasserede perleløg tilbage, som er tøet og klar til at spise.

Smag til med salt.