søndag den 5. februar 2012

Kartoffelrøsti

Mine tidligere forsøg med røsti har været lidt blandede. Deciderede kartoffelpandekager/kartoffelkager, hvor hele panden fyldes er ikke noget problem at få til at hænge sammen. Mine røsti har derimod ikke været helt vellykkede. (Har altid tænkt jeg kunne presse væde nok ud, uden at bruge klæde)

Det var på tide med et nyt forsøg. Der er mange opskrifter, med æg, uden æg osv. Vi prøvede to versioner inden for forholdsvis kort tid. Første gang var med 500-1000 g revne kartofler som blev vredet tør for væske. Brug en klud eller bedst et rent viskestykke - man kan ikke klemme nok væde ud med hænderne alene. 1 æg, 1 finthakket løg og lidt salt og peber. De blev formet på spækbrættet ved håndkraft og brunet på begge sider på en pande i lidt olie.


Lagt på en bageplade og stegt færdige i ovnen. De hang fint sammen - men man skal krydre mere end man lige tror.


Vi havde jo set en masse opskrifter hvor der ikke skulle hverken mel eller æg i. Så da første forsøg gik godt, måtte det prøves.

Vi skrællede en masse kartofler, rev dem på en maskine, og pressede væden ud af dem. Kom 2 finthakkede løg i, krydrede med timian og salt og peber. Fandt en plasticring der kunne bruges som form. Pressede massen ned i formen, og brunede på panden.

Da vi lavede en masse, så frøs vi en del af røstiene ned direkte fra panden - inden de havde været i ovnen. De kunne så tages op og varmes i fx. ovnen som dem man køber.

Resten kom vi i ovnen ved 175 grader varmluft i 10-20 min afhængigt af hvor længe de har fået på panden, og hvor tykke de er. Serverede dem sammen med kød og salat.

Fryseegnet.  Hvis de fryses når de blot lige er brunet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar