søndag den 29. april 2012

Havregrynskugler med rom

Har længe gået og overvejet at lave havregrynskugler. Har kigget lidt på romkugler også, men havde ikke lige nogle kagerester, så det blev ved havregrynskuglerne. Havde købt kokosmel til at rulle i.

Mange er begyndt at lave dem med dadler, men da jeg ikke er så vild med dadler, var det om at finde en opskrift uden. Mange opskrifter havde rigtig meget sukker og smør i.

Fandt denne på webopskrifter som så lovende ud. Tilpassede en smule i mængden af rom, da min dej allerede inden var meget våd.

Min udgave:
3 dl havregryn
2 spsk rom
½ dl kold kaffe
2 spsk. smør
2 spsk. sukker
2 spsk. kakaopulver
Kokosmel til at rulle kuglerne i.

Blandede ingredierne sammen, undtagen kokosmelen, som jeg kom op på en flad tallerken.

Rullede nogle kugler, ved hjælp af en teske, og min håndflade. Kom kokos på alle sider, og rullede let.



Sæt gerne i køleskabet indtil servering.

Kebab med gulerodssalat

Fandt lige dette indlæg, som jeg ikke havde fået udgivet, da billederne manglede. Dem fik jeg uploadet nu.
En dag hvor vi ikke vidste hvad vi skulle have, faldt valget på disse kebab, som oprindeligt stammer fra en opskrift fra et ugeblad. Kan ikke huske hvilket, men jeg synes de fungerer rigtig godt. Og persillen er kommet frem i haven, så det var jo en god måde at bruge lidt af den på.

Kebab:
500 g. hakket oksekød
5 spsk. vand
5 tsk. kartoffelmel
5 spsk. hakket persille
1-2 løg finthakket
salt (ca. 2 tsk groft salt)
peber (½-1 tsk.)
spidskommen (½ tsk)

Gulerodssalat:
skulle være:
1 gulerod
½ løg

Gang portionen op, afhængigt af om der serveres andet tilbehør til.


Min udgave i dag blev mest til gulerødder - løb tør for løg :(

Men et fint måltid.

Kødsauce med gnocchi

Min kæreste havde lavet en del kartoffelgnocchi i går, hvor vi stegte dem på panden i olie med krydderurter. Halvdelen var gemt til dagens middag, der bestod af kødsauce med kartoffelgnocchi.

Gnocchierne har drillet ham lidt med konsistens osv. Men her er opskriften der lykkedes denne gang:

500 g. kogte varme kartofler
100-150 g. mel
salt og peber (ca. 1 tsk salt, lidt peber og evt. andet krydderi)

Mos kartoflerne i en kartoffelmoser (ligner en stor hvidløgspresser) bland med mel og krydderier. (Lad være at bruge håndmixeren, dejen bliver umulig at arbejde med).

Rul til stænger mens de er lune, skær i stykker på en passende størrelse, og kog i saltet vand til de kommer til overfladen. Tag op. læg i et fad, kom olie over og vend, så de ikke hænger sammen. Kan gemmes i køleskabet til dagen efter.

Kødsaucen:
180 g. magert hakket oksekød
100 g. bacon i skiver
1 stort løg
1 grøn peberfrugt
1 karton purerede tomater
½ spsk. hakket oregano
1-2 tsk. salt
peber
½-1 dl. syrnet fløde.

Svits bacon i en gryde, tilsæt kødet, og steg til det deler sig. Tilsæt løg, og lad dem blive bløde. Oregano, peberfrugt og tomat tilsættes, og lad kødsaucen koge lidt. Smag til med salt og peber. Tilsæt syrnet fløde, og en passende mængde kolde gnocchi.

Lad gnocchierne blive varme i saucen.


Server.

søndag den 22. april 2012

Leverpostej

500 g svinelever
250 g spæk
1 løg
½ tsk sukker
½ spsk salt
½ spsk peber
3 dl. mælk eller suppe
3 æg
30 g kartoffelmel

Skær lever og spæk til strimler der kan komme i kødhakkeren. Hak lever og spæk hver for sig to gange på kødhakkeren (mellemste størrelse huller). Hak løget. Bland de tre ting, og kør igennem kødhakkeren to gange mere.

Kom i en stor skål og bland godt med krydderier, æg, mel og suppe.

Hældes i nogle forme, som enten fryses ubagt eller som bages i vandbad ved 165-175 g. i ca. 2 timer.


Det var hvad jeg fik ud af 1500 g fersk lever og 750 g fersk spæk (de 100 g var kød og fedt).

Det sviner, det dufter ikke ligefrem, men resultatet bliver rigtig godt.

Næste gang skifter jeg halvdelen af fedtet ud med hakket svinekød.

Kyllingemuffins - med og uden kylling

På flere madblogs findes en opskrift på kyllingemuffins (chicken muffins) i ca. den samme version. Kylling, gulerod, løg, hvidløg, chilisauce og ærter er hovedbestanddelene. De ser rigtig lækre ud, men jeg kunne godt tænke mig at lave nogle der ikke havde så meget kød i, så de kunne bruges som morgenmad, eftermiddagssnack eller lignende, når jeg som pendler har lidt travlt, eller har lyst til noget lækkert. Jeg kunne også læse, at ikke alle er vild med ærter, så dette første forsøg blev uden ærter med rød peberfrugt i stedet. Og ingen hvidløg, da jeg så ikke skal tænke over hvornår jeg spiser dem.

Halvdelen af "dejen" lavede jeg for at lave dem uden kød, med blendet hytteost (har ikke rigtig lavet så meget med hytteost, da jeg ikke er vild med de kugler det består af, så læste jeg om en der havde blendet det, og tænkte, det må jeg prøve).

Så mine to varianter så sådan ud.


Med kylling:
2½ spsk havregryn
2 gulerødder
75 g. rød peberfrugt i tern
1 løg
½ chili
2 æg
200 g. kyllinginderfilet

Med hytteost:
2½ spsk havregryn
2 gulerødder
75 g. rød peberfrugt i tern
1 løg
½ chili
2 æg
150-200 g. hytteost
salt og peber

Fremgangsmåde:
Blend havregrynene til groft mel i en minihakker
Hak løg i en minihakker
Hak kyllingen i en minihakker/blend hytteosten i en minihakker
Rør alle ingredienserne sammen i en skål.
Fordel 'dejen' i en muffinform.
Bag ved 175 grader varmluft i 30 min.

Mens de var i ovnen, syntes jeg ikke det duftede specielt godt. Tænker det var hytteosten, men da jeg smagte dem, der var begge typer rigtig gode.


 De øverste er med kylling, og de nederste er med hytteost


5 af hver er gemt i fryseren til mine tur frem og tilbage til København :-)

lørdag den 14. april 2012

Kyllingelasagne med hvidløgsflûtes

Så blev det lørdag og lidt bedre tid til at lave mad.
Da vi lavede ravioli tidligere på måneden delvist af grov pasta, så talte vi om, at den grove pasta måske ville passe til lasagne. I dag skulle det så være. Kyllingelasagne med kyllingebryst. Da vi først var i gang, så lavede vi en gang hvidløgssmør og kom i nogle "ready to bake" flûtes fra supermarkedet.

Pastaen:
50 g. rugmel
150 g. hvedemel
2 spsk olie
2 æg
2 knsp salt

Blandes til en dej, der står og hviler og rulles ud til tynde plader på en pastamaskine. Vi rullede ud til den indstilling der hos os hedder 6 (ud af 9).

Lasagnen:
350 g. kyllingebryst i tynde skiver (ca. ½ cm)
150 g. løg - hakket
2 fed hvidløg - fint hakket
4 gulerødder - groft revne
1 ds./brik hakkede tomater
1 lille ds. tomatkoncentrat eller hvad der svarer til (bruger tit fra tube)
2 dl. vand
bouillonterning
1 tsk oregano
salt og peber (1-2 tsk salt og ½ tsk peber)
lidt olie til stegning
Ostesovs, mornay sauce, hjemmelavet bechamel eller lignende.

Gør kylling og grøntsager klar. Steg kyllingen i en gryde i lidt olie. Tilsæt løg og hvidløg, og svit kort. Tilsæt tomat, koncentrat, vand, oregano og gulerødder. Lad simre i 20 min og smag til med salt og peber.


Fordel kødsovsen, ostesovsen og pladerne skiftevis i et firkantet ovnfast fad. Slut af med pasta der dækkes med ostesovs.


Sæt i ovnen i 45 min ved 175 g.


Lav noget hvidløgssmør (smør, hvidløg, persille og lidt salt, blandes i en morter). Skær nogle snit i brødene og kom blandingen i snittene.


Kom brødene ind til lasagnen de sidste 5-10 min.



Server.

Guldkage med mintchokolade

Så blev endnu et år passeret og der skulle bages til arbejdet. Som barn husker jeg min mor bagte guldlagkage (også kaldet guldkage). Dengang med fyld af jordbærmarmelade og flødeskum.

Jeg havde ikke lige noget jordbærmarmelade stående, så valgte at lave den med fyld af flødeskum og iblandet mintchokolade og lidt ekstra mørk chokolade. Uhmm det smagte godt.

Jeg har to næsten identiske opskrifter på kagen. En gammel håndskrevet version og så en version fra de kogebøger der hedder "Bo Bedre - mad fra A-Z" Denne version er den fra den gamle håndskrevne version. Opskriften fra bogen havde fyld af 2 dl. piskefløde og 1 tsk pulverkaffe.

Bundene:
70 g. margarine
70 g. melis (sukker)
4 æggeblommer
110 g. mel
1 tsk. bagepulver
2-3 spsk mælk

Marengs:
4 æggehvider
165 g. melis (sukker)

Fyld:
1/4 l. piskefløde
mintchokolade efter smag

Margarinen gøres blød og piskes godt med sukkeret. Æggeblommerne tilsættes en af gangen. Mel og bagepulver blandes og kommes i lidt af gangen skiftevis med mælken.

Fordel dejen i to lagkageforme eller springforme.

Pisk æggehviderne meget stive og bland med sukkeret. Sprøjtes over bundene i små toppe.


Bag i ovnen ved 150 g i 25-30 min til marengsen er hård.

Pisk flødeskummen og kom hakket chokolade med mintsmag i. Fordel masen over den ene bagte bund, og læg den anden bund over.

Server.


Ja, jeg glemte helt at tage billeder undervejs. Men bundene havde overlevet transporten næste morgen til mit arbejde, og jeg lagde så først kagen sammen 1 times tid før brug.

tirsdag den 3. april 2012

Stegte auberginer

Har man været i Grækenland så har man sikkert stiftet bekendtskab med fried eggplant. Dernede får man dem ofte meget sprøde, da de har været i frituregryden.

Man kan sagtens lave sin egen version og det i en lidt mere fedtfattig udgave.
1 aubergine
1 æg
mel gerne groft
salt og peber
olie

Skær en aubergine i skiver på ca. ½-1 cm. Vend skiverne i æg, og derefter i melet, der er krydret med salt og peber.

Kom på en middelvarm pande med en del olie. (Sydpå bruger de ofte olivenolie, men jeg synes lige så godt om de mere smagsneutrale olier) Vend dem jævnligt, så de ikke bliver for mørke.

Når de er helt bløde i midten, og skorpen er sprød og gylden, så tages de af panden, og lægges på en tallerken med køkkenrulle/fedtsugende papir.


Server som her, som tilbehør til kød, eller server som en ret med fx græsk salat til. Er også gode i en burger.

Ravioli med skinke/ostefyld og paprikasauce med bacon.

Så skulle den nye pastamaskines ravioliform prøves. Vi lavede et par slags pasta. Alle efter denne grundopskrift:

Pasta:
200 g. mel
2 æg
2 spsk. olie (smagsneutral)
2 knsp. salt
Den ene portion blev lavet med pastamel tipo 00, en portion med alm. mel og en portion med 1/4 rugmel og resten hvedemel.

Samlet lavede vi pasta af 300 g mel og 3 æg.

Fyldet til pastaen havde jeg fundet et forslag til hos Vibekes kogebog.

Jeg lavede halv portion af skinkefyldet:

150 g. skinke i strimler
50 g. revet ost.
1 tsk. oregano (tørret)
3 tsk. mælk (for at gøre det lidt mere flydende)

Alle ingredienserne kommes i en minihakker og blendes til en fast masse. (Farven på billedet er dårlig, men den er skinkefarvet)

Pastaen rulles ud til indstilling 6 på pastamaskinen. Fyldet kommes på og det køres igennem ravioliformen der fulgte med maskinen.

Det lykkedes fint, og pastaen blev fyldt sådan rimeligt, men men men, når man bruger en ravioliform til pastamaskinen, så skal fyldet nok være i en lidt mere flydende konsistens. Men ellers fin smag og fyldet blev i raviolierne.

Drys med hvedemel så de ikke klistrer sammen.


Kog i ca. 5-6 min. (Den grove skulle have lidt mere)


Saucen til, blev en paprikasauce med bacon, creme fraiche og lidt tomat.

150 g. bacon
2 løg i små tern
1 tsk. merian.
1 spsk mel.
1 tsk rosen paprika
1½-2 dl. bouillon
1½ dl. minimælk
1½ tsk delikatesse paprika
2 tsk. tomatkoncentrat.
salt
peber
1 dl. cheasy fraiche

Snit baconen i strimler, hak løget groft. Svits bacon i en gryde og tilsæt hakket løg.


Lad løgene blive klare. Tilsæt merian og drys melet ud over og rør. Tilsæt rosenpaprika og rør rundt. Tilsæt bouillon og mælk, samt paprika. Lad det koge. Smag til med salt og peber og evt. mere paprika. Når det har kogt tilsættes cheasy fraiche - pas på det ikke koger for meget, så det ikke risikerer at "skille" da det er et "magert" creme fraiche produkt.

Hæld saucen hen over pastaen.


Server.

Erfaringen vi gjorde os var, at rugmelet i pastaen ikke var optimalt til ravioli. Til lasagne tror jeg det vil fungerer godt.

søndag den 1. april 2012

Gratinerede cannelloni med fyld af kødsauce

Efter vi havde vores første forsøg med hjemmelavet pasta, så har vi talt om, om vi også skulle købe en pastamaskine.

En del tid er gået rundt på nettet, dels for at finde ud af hvad man kan få, hvor man kan få det henne, og nå ja, om der er nogle erfaringer med det.

Mange steder herhjemme er det Jamie Olivers pastamaskine man kan få, men det vi læste om den gjorde, at vi ledte efter noget andet. Vi fandt et rigtig godt tilbud på nettet inkl. en ekstradel til ravioli. Pakken fik vi torsdag, så det oplagte var, at nu skulle maskinen testes med en gang pasta.

Og hvad skulle det så blive til. Det havde jeg hurtigt en ide til. Cannelloni af hjemmelavet pasta med et fyld af en kødsauce. Og med en hjemmelavet bechamelsauce til. Opskriften var jeg blevet inspireret til i en gammel kogebog fra Bilka/Føtex der hedder 100 kylling/pasta opskrifter. Men ændrede lidt i opskriften undervejs, så det blev til min verion.

3-400 g. hjemmelavet pasta (friske lasagne plader kan også bruges)
2 dl cheasy fraiche, creme fraiche 9 eller 18% (jeg er selv tilhænger af de lette versioner)
100 g revet ost

Kødsauce
500 g. hk. kalve eller oksekød ikke for fedt
1 stort løg
1 ds. tomatkoncentrat (3-4 spsk. fra tube)
1 dl. mælk
1 dl. rødvin
bouillonterning
1 tsk. oregano
salt og peber

Bechamelsauce
2 spsk. margarine
4 spsk. hvedemel
5 dl. mælk
salt
hvid peber
løgpulver
en håndfuld ost.

Lav en portion pasta og rul ud til plader. Skær til i passende størrelser.

Løget hakkes fint. Kød og løg steges i lidt olie eller margarine. Krydr med salt, peber, oregano og tomatkoncentrat. Tilsæt vin, mælk og bouillonterning. Lad det koge i 15-30 min. til en ikke alt for våd sauce.

Imens smeltes margarinen i en kasserolle og melet røres i. Skru ned, og lad det trække et par minutter. Rør rundt for at undgå at det brænder på. Tilsæt mælk, salt og peber mens der røres. Smag til med løgpulver, og ost. Lad simre i 10-15 min.

Fordel kødsauce og creme fraiche på lasagnepladerne, og rul dem sammen. Læg rullerne tæt i et smurt ovnfast fad. Hæld bechamelsaucen over, og drys med reven ost. Gratiner i ovnen i ca. 30 min. v. 165 g.




Server.