søndag den 11. november 2012

Hjemmelavede forårsruller

Vi har efterhånden fået mod på at prøve at lave lidt forskelligt, også ting, vi måske ikke havde forestillet os, at vi ville prøve.

Forårsruller er ikke noget vi spiser særlig tit. Tror kun jeg har fået det når jeg har været ude at spise de senere år. Men det smager jo faktisk godt, og vi havde læst lidt om det rundt omkring, og min kæreste havde set det blev lavet i morgentv, og så gik vi ellers i gang med at lede efter rispapir til at gøre forsøget.

Vi fandt en portion på 50 g. i Søstrene Grenes. Så vi slog til. Var så på miniferie i København, hvor turen gik forbi Metro, og der havde de en ordentlig portion, til fornuftig pris, så vi købte nogle flere.

Dem vi købte i Søstrene Grenes var ikke særlig store, så har man ikke prøvet det før, så var de ikke så nemme at arbejde med. De store var (ifølge min kæreste der rullede) meget nemmere at arbejde med.

Fandt lidt inspiration til fyldet hos food4mylife

Opskriften som jeg lavede den:
Rispapir
2 gulerødder
1½ peberfrugt
1 stort løg
1 fed hvidløg
1 skål salat
salt og peber

450 g hakket oksekød
2 tsk garam masala krydderi
lidt soja

Olie

Start med at snitte rense grøntsagerne. Herefter skæres de i forholdsvis små stykker.


Grøntsagerne lynsteges på en pande i olivenolie. Kommes op på en tallerken.



Kødet steges på en pande, med garam masala krydderi og sojasovsen. Tages fra varmen, og lægges på en tallerken (hvis der er meget væde i kødet, skal det stege/koge væk).

Fugt et viskestykke.


Kom kogende vand op i en tallerken eller et fad der er større end rispapiret. Dyp et stykke rispapir i vandet, læg det på det fugtige viskestykke, og kom fyld på mellem midten og toppen. Fold toppen ned over fyldet. Fold siderne ind, og rul derefter fra toppen mod bunden. (Hvis man lægger et nyt stykke rispapir i vandet, mens man folder en rulle, så går det lidt hurtigere)

Kom olie på en pande (så bunden er dækket). Steg forårsrullerne på panden på alle sider til de er brune og sprøde. Læg dem på en tallerken med køkkenrulle, så det overskydende fedt suges op.


Server med soja og/eller chilisauce.

Helt sikkert en ret vi skal prøve igen. Næste gang bliver nok med et andet fyld, fx hele stykker kød, der skæres i mindre stykker.





PS: inden jeg fik udgivet dette udlæg har vi prøvet det igen med forskelligt fyld. Senest et fyld som fungerede rigtig godt:
1 kyllingbrystfilet eller 250 g inderfilet
2-3 gulerødder
1-2 løg
1 tallerken med blandet grov salat (inkl. gulerødder og hvidkål) - Det meste af en færdig pose grov salat
2 tsk rød karrypasta (og ca. 1 spsk mælk eller fløde til at røre det ud i)
salt og peber
12-16 stykker rispapir

Steg kyllingen, og hak den i mindre stykker med en paletkniv eller grydeske. Tag den af varmen.

Kom løg og gulerødder - der er skåret i små strimler - på panden og steg ganske kort. Tilsæt den grove salat (kunne også være ren hvidkål, kinakål, spidskål eller andre rester). Steg indtil den begynder at falde sammen. Tilsæt den udrørte karrypasta, rør godt, og smag til med salt og peber.

Nedenfor er der taget billeder af hvordan man laver rullerne.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar