mandag den 15. august 2016

Tarteletter med høns i asparges

Efter det gode sommervejr er kommet tilbage, så blev det til at der skulle grilles nogle kyllinger på roterende spyd. De bliver rigtig gode. Det var dog et par store kyllinger, så der plejer at være kød til overs. Det var der også denne dag. Havde lavet 2 kyllinger på hver 1600 g.


Så hvad kan resterne bruges til, ja en af tingene er fyld til tarteletter. Det er noget min mor lavede da hun levede, og min svigermor serverer også tarteletter til forret, så det er jo en hel klassiker.


I den klassiske udgave, så laver man en opbagt sovs. Men jeg synes at kunne huske at min mor begyndte at jævne sin sovs i stedet.


Så her er som jeg lavede det:
8-10 store luksus tarteletter (de var færdigkøbte)


Fyld:
Kyllingerester her svarende til en stor kyllingebrystfilet. Plukket fra benene eller skåret i mindre stykker.
det meste af en dåse aspargessnitter
1 dl. minimælk
bouillonterning eller flydende bouillon
1 dl. aspargesvand
1-2 spsk. mel
½ dl. mælk (eller fløde hvis du vil have en lidt federe smag)
salt og peber


Kom minimælk og bouillonterning i en gryde og bring i kog. Ryst en jævning af aspargesvand og mel og tilsæt. Lad det koge lidt, så melsmagen forsvinder. Smag til med salt og peber.


Kom kyllingeresterne og så mange asparges i som du ønsker. Lad det hele simre, til kylling og asparges er varme og saucen er tyknet. Hvis du synes saucen bliver for tyk, så tilsæt det ekstra mælk eller fløden.


Server i de varmede tarteletter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar