mandag den 26. maj 2014

Panerede kyllingelår med flødekartofler (Nigellas Kartoffelgratin)

Så blev det søndag, og jeg troede den skulle stå på sol og grill, men det var ikke den holdning vejrguderne havde.

Var ude at handle og der faldt jeg for nogle ferske kyllinge over- og underlår, så aftensmaden stod i kyllingens tegn.

Havde egentlig tænkt at jeg "bare" ville marinere kødstykkerne, men mens jeg sad og kiggede på forskellige opskrifter, så kom jeg til at tænke på en opskrift jeg prøvede for en del år siden. En opskrift fra Arla på stegte kyllingelår med pastasalat. Selve pastasalaten, eller rettere sagt dressingen husker jeg ikke som noget der faldt i min smag. Tilbehøret skulle altså være noget andet.

Vi havde nogle bagekartofler liggende, som skulle bruges. Så valget faldt på flødekartofler a la Nigella Lawson - som jeg husker at have set hende lave på DR. Opskriften lå også stadig derinde. Nigella Lawsons kartoffelgratin.

Lavede en smule om på opskrifterne, så her er som jeg lavede dem.

Panerede kyllingelår:
ca. 1 kg. blandede kyllingelår både over og under.
1 æg
1½-2 spsk sesamfrø
ca. 2 spsk rasp - var nok nærmere 2½
3 spsk revet parmesan
½ tsk mild paprika
½ tsk groft salt
godt med kværnet peber

Skyl og tør kyllingelårene.

Pisk ægget sammen på en flad tallerken.

Bland sesamfrø med rasp, ost, paprika, salt og peber.

Vend kyllingelårene i ægget og derefter i paneringen. Sørg for det er godt dækket.


Smør et ildfast fad, og læg kyllingelårene deri. Sæt i ovnen og bag i ovnen til de er gennembagte - kødsaften er klar (tror de fik omkring 45-50 min) på 175 g varmluft.




Imens det stod og hyggede sig i ovnen gjorde jeg klar til flødekartoflerne. Det jeg godt kan lide ved

Nigellas version er, at det meste af tilberedningstiden er i en gryde.

Flødekartofler:
1 kg bagekartofler eller andre melede kartofler
250 ml creme fine 7%
250 ml. mælk fx minimælk
 ½ løg - pillet
 1 fed hvidløg i skiver
salt og peber
 evt. lidt margarine
½-1 chili


Skræl kartoflerne og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver. Kom dem op i en stor gryde og kom fløde, mælk, salt og peber op til dem. Kom løget i kvarter i et tefilter sammen med hvidløg i skiver og chili skåret i passende størrelser. Grunden til jeg kom det hele i et te filter var for nemt at kunne fjerne det igen, når det havde kogt.



Bring det i kog og lad det simre i 30-40 min. til det er mørt. Smør et ildfast fad, og hæld blandingen op i. Fordel evt. nogle smør/margarineklatter ovenpå.


Kom i ovnen i 10-15 min ved høj varme - op til 240 grader - til den har fået lidt farve.

Tag den ud, og lad den hvile lidt inden den serveres.



Server med salat efter eget valg til.

    Velbekomme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar